Energivenlig bolig - Her er de lavthaengende frugter

Energivenlig bolig – Her er de lavthængende frugter

Der er mange fordele ved at have en energivenlig bolig. Det er for det første bedre for miljøet, og derudover kan du spare masser af penge på, at din bolig er energivenlig. En energivenlig bolig kan i øvrigt også føre til et bedre indeklima, hvilket vil gøre din bolig behagelig at være i, uanset hvilken årstid det er.

Pak dig ind i tæpper og hyg med en kop te

Din bolig skal naturligvis have en rar og behagelig temperatur året rundt. Der er dog ingen grund til, at du skruer højere op for varmen end højst nødvendigt. Du kan med fordel skrue 1-2 grader ned og i stedet pakke dig ind i tæpper og drikke en masse te for at holde dig ekstra varm.

Dette er både hyggeligt og energivenligt. Du kan finde et stort udvalg af stilede og hyggelige plaider og andre indretningsgenstande her, som kan optimere hyggen i din bolig.

Sluk for fjernsynet og musikanlægget

En af de allermest simple ting, du kan gøre for at spare på energien, er at huske at slukke for dit fjernsyn og alle dine andre elektroniske apparater, når du ikke bruger dem.

Det kan være, at du tænker, at det er tilstrækkeligt, at elektronikken er i standby-tilstand, så du hurtigt kan tænde for det. Dette er dog ikke optimalt, da de stadig vil bruge strøm, når de er tændt. Derfor kan det altid betale sig at slukke helt for apparaterne, da du både kan spare penge og gøre noget godt for miljøet på den måde.

Vent ikke, til ovnen er helt opvarmet

I opskrifter og på emballagen af forskellige fødevarer vil der ofte stå, at du skal sætte det i en forvarmet ovn. Dette er dog slet ikke nødvendigt i alle situationer, og du kan således ofte sætte maden i ovnen, inden den er helt varm.

Der er naturligvis visse ting som eksempelvis hjemmebagt brød, der for det meste har bedst af at komme ind i en brandvarm ovn. Her skal du naturligvis vente, til ovnen er varm, men med mange andre ting, vil det ikke gøre hverken fra eller til, om varmen rammer som et chok, eller om opvarmningen sker gradvist. 

Derudover kan du slukke din ovn et par minutter inden, maden er færdig, da de fleste ovne er noget tid om at nedkøle og derfor stadig i slukket tilstand vil tilføre en tilstrækkelig mængde varme til din mad.

Køleskabet er en strømsluger

Dette er en ting, som vi sjældent tænker over, men vores køleskab bruger faktisk store mængder strøm på at holde temperaturen nede.

Du kan spare på dit køleskabs forbrug af strøm ved at have det på en temperatur på 5 grader, da en lavere temperatur vil føre til, at køleskabet bruger endnu flere kræfter på at holde sig koldt.

Hvis du har aftensmadsrester, som du gerne vil have i køleskabet, giver det god mening at vente med at tage dem ind, til de ikke er brandvarme længere, da det ellers vil være krævende for køleskabet.

Hvordan er dine vinduer?

Dette er en lidt større ting, som dog virkelig kan betale sig at tage stilling til. Hvis dine vinduer er utætte, vil der nemlig slippe en masse varme ud. Det betyder, at du skal bruge mere energi på at holde dit hjem varmt, hvilket i den grad er spild.

Ligeledes gælder det resten af dit hjem, at det vil være mere energivenligt, jo bedre isoleret det er. Mange nyere boliger er allerede gode, når det kommer til isolering, men hvis du bor i en ældre bolig, kan du overveje, om der er behov for bedre isolering.

Et spørgsmål om vane

Mange af de ting, du kan gøre, for at din bolig bliver mere energivenlig, kræver ikke ret meget af dig, men er nærmere bare et spørgsmål om vaner. Du vil nemlig lynhurtigt vænne dig til at tage stikket ud af fjernsynet eller at putte dine madvarer i ovnen, mens den varmer op.

Du kan dermed få en mere energivenlig bolig, uden det vil ændre din levestandard eller på anden vis påvirke dit liv i en negativ retning. Du kan allerede i dag afprøve mange af tipsene og holde øje med, hvordan det vil påvirke dit elforbrug.

Skriv en kommentar